December - langt hjemmefra

Så blev det december. Vejret er varmt, fuglene synger, alt er grønt, ingen julegavereklamer, ingen pynt nogle steder og ingen duft af pebbernødder, gran og lys – så julestemningen er vist noget der skal arbejdes på at få i år J

Det første projekt blev ”projekt-adventskrans”. Julie og jeg tog opgaven på os (hovedsageligt af lyst, men hvad ville en december også være uden en adventskrans). Vi gik op i mellem træerne og fandt blade og blomster og grene og alle mulige finurlige ting, som vi kunne pynte den med. Så fandt vi en lille planke, som vi havde tænkt os af bore lys-huller til – så vi gik op i snedkerværkstedet og spurgte, om vi måtte låne en stor boremaskine. Vi havde rigtig tænkt, at det var nu vores debut som handywomen skulle komme, men snedkerne ville slet ikke lade os lave det, så de tog vores lille bjælke, borede vores fire lys-huller, høvlede og pudsede det hele for os – så det var da rigtig service. Bagefter gik vi ned og flettede vores naturpynt imellem nogle snore, vi havde bundet om bjælken – og så fik vi ellers lavet vores adventskrans.

Julie og jeg laver adventskran :)

Den 1. dec., valgte vi at bruge på at sylte mangoer (for man skal da næsten sylte et eller andet her i juletiden). Så vi gik rigtig i gang med at skære mangoer, skylle glas osv.. Om eftermiddagen lavede vi julestjerner og musetrapper ud af gavebånd, mens vi hørte dansk julemusik – så det hjalp rigtig godt på julestemningen. Ellers er vi begyndt med at se ”Krummernes jul” hver aften – så vi gør, hvad vi kan for at føle, at det er december, trods andre omgivelser og temperaturerJ

Mangosyltning

 

 

Juleklip - stjerner og musetrapper

 

 

I mandags (d.2. dec.) tog vi bussen til sumbawanga. Både for at få vores første ferieuge, og for at købe julegaver på markedet.
Lige nu sidder jeg i Peter Olufsens hus (LM-missionær i Sumbawanga). Jeg sidder og skriver på min blog. Overfor mig sidder Julie og skriver breve. Maibritt og Cecilie sover på sofaen her i stuen, og Trine ligger inde i sengen. De sidste par dage er blevet brugt på at købe julegaver, hygge i Peters hus, lave en masse god mad og spille ludo m.m.. Det føles rigtig som at være i sommerhus.
I går var det Trines fødselsdag, så vi begyndte dagen med at lave risengrød og vandbakkelses-kagepige til morgenmad. Vi pyntede stuen op med balloner og flag og så vækkede vi ellers Trine. Det var bare en hyggelig morgen! Om eftermiddagen tog vi ud til to store bjerge. Det er nogle bjerge, som fipa’erne (et stammefolk) bruger til at ofre til deres guder. Der var et mandebjerg og et kvindebjerg. Angelo (vores swahili-lærer fra den første uge i Sumbawanga) tog os med og fortalte og viste os en helt masse. Han viste os offerhulen, hvor der var vægmalerier, som fipa’erne havde lavet. Stedet bliver stadig brugt, og der var da også både mel, fjer og blod på stenene. Vi klatrede op på en stor sten, hvor der var en virkelig flot udsigt. Og bagefter skulle vi bestige ”mandebjerget”. På toppen af mandebjerget står et stort kors – der ville vi op. Korset blev sat derop af nogle katolske kristne, der ønskede at vise fipa’erne, at Gud er større end deres guder, og at offeret allerede er gjort, ved at korset står der – så der er jo en andagt helt i sig selv at se korset på toppen af deres offerbjerg. Det var en sej tur – men virkelig fedt, at vi gjorde det. Det kan mærkes i lårmusklerne i dag. Da vi kom derop satte vi os ved foden af korset og nød udsigten, mens vi spiste vores medbragte ananas, melon og kiks. Og så gik turen ellers nedad igen.
Om aftenen havde vi inviteret Søren, Daniel, Joshua og Miriam på pitabrød i Peters hus – både som fødselsdagsfejring af Trine og som afskedsmiddag for Daniel, som vi ikke kommer til at se igen, før vi kommer til Danmark – så det var en lidt blandet fornemmelse i maven, da vi skulle sige farvel.

I dag skal vi købe de sidste julegaver, skrive blogs og ordne det sidste her i Sumbawanga, for i morgen drager vi hjem igen til Kipili – helt utroligt at man på en uge kan nå at savne sit afrikanske hjem så meget! Det er vist et godt tegn.
Jeg nyder stadig at være her, og glæder mig over de oplevelser og erfaringer, jeg ha fået med i bagagen, og ser frem imod en anderledes og spændende jul hernede i varmen J

En helt masse celebration!

Så nærmede tiden sig afslutningen på undervisningi Cheke Chea og engelskundervisning med snedkereleverne. Det var ret underligt at tænke på, at de opgaver, som jeg hovedsageligt blev sendt herned for at udføre, er ved at lakker mod enden. Jeg har virkelig nydt at være i Cheke Chea og at undervise snedkereleverne. Alle de smil og spændende udfordringer. Jeg kommer virkelig til at savne at skulle forberede, undervise, hygge og snakke med alle de skønne mennesker, som jeg har mødt igennem arbejdet. Det har virkelig været en givende oplevelse på alle områder.

Men med alt dette følger der også en helt masse ”gradution” og afslutningsfester. I Cheke Chea øvede de store børn sig til graduation hele sidste uge. De øvede sange, danse, skuespil, engelsk, alfabet og meget mere – så de kunne vise forældrene til graduation, hvor meget de havde lært. De små i Cheke chea havde nærmest en legeuge op til gradution; for lærerne koncentrerede sig udelukkende om de store i den uge. Så vi spurgte Exilda (lederen), om vi ikke måtte tage de små med ned til vandet en af dagene, så de kunne bade – og det gjorde vi så. Det var bare rigtig godt, at vi fik det gjort. Børnene gik på række to og to ned til vandet sammen med os, og da de kom derned smed de deres tøj og legede og pjaskede i vandet. De hyggede sig virkelig – og nød at kunne lege og få lidt ekstra opmærksomhed (da vi nu var 4 hvide til at se efter 14 børn).
Dagen inden gradution havde vi aftalt med lærerne, a vi ville holde afslutningsfest for ”Cheke Chea”-børnene. Så vi gik over i kirken, hvor vi først legede nogle lege, og bagefter satte vi musik på, så de kunne danse ”stop-dans”. Det var virkelig et skønt syn at se kirken fyldt med små smilende afrikanske børn, der dansede på hver sin frie og rytmiske måde J Bagefter legede vi limbo, og til sidst gav vi dem et stykke kage og viste dem billeder, som vi havde taget i Cheke Chea sammen med dem. Det var bare en rigtig god afslutningsdag – også lidt sørgelig!

Så kom dagen, hvor der skulle være ”Graduation”. Alle børnene var ekstra finde den dag – og flere havde smykker og sminke på (det så helt forkert ud, at så små børn havde sminke på). Vi gik syngende ned til forsamlingshuset, hvor festlighederne skulle finde sted. Her kom en helt masse forældre og andre ”vigtige” personer. Børnene sad inde i midten, og vi andre sad i en kreds rundt om. Det var rigtig festligt – på rigtig tanzaniansk manér. Skrattende højtalere, lidt for høj baggrundsmusik, en dansende toastmaster, en helt masse taler, dans, mad, børneoptrin – og så selvfølgelig havde vi volontører lavet en lille tale, en sang og en dans (så det var nu ret sjovt – der var i hvert fald gang i den) J Det var en rigtig god dag, hvor vi fik taget en masse film og billeder. Jeg følte mig helt stolt, når de store børn skulle op og vise alt det, de havde lært.

Graduation i Cheke Chea

Men det var ikke den eneste afslutningsfest – vi afsluttede jo også engelskundervisningen af snedkereleverne. Efter graduation i Cheke Chea gik vi op i snedkerværkstedet og gav dem alle en mango og et engelskhæfte, som vi havde lavet til dem alle, med engelsk ord, grammatik og sætninger. De blev bare rigtig glade. Bagefter gik vi ned og fik taget et fællesbillede med dem alle sammen. Og aftenen efter holdt vi snobrødsaften med dem, som afslutning. Det var bare SÅ hyggeligt – de er virkelig nogle herlige og søde gutter.

Vores kære engelskelever

Ikke nok med det, så fejrede vi også ubatizo (nogle af vores venner fra snedkerskolen skulle døbes og konfirmeres). Så der har været nok af fester på det seneste. Vi havde lavet dåbsgaver til dem; en lille tændstikæske-bibel med et bibelvers på swahili indendi og korshalskæder. Det var en stor og spændende dag i kirken – og bagefter skulle vi hjem til Daniel og fejre ham, Lazarus og Obedy. Vi lavede mad sammen, legede ninja-leg, hyggede os og dansede til musik om aftenen.

Og som det sidste holdt vi også fødselsdag for en af snedkerne. Vi havde bagt kage og gik op i snedkerværkstedet og sang for ham. Så der har bare været masser at fejre i løbet af meget kort tid!

En meget glad fødselar!

Så kom drengene hjem til Kipili igen!

Så kom tiden, hvor vi fik Søren og Daniel hjem igen i Kipili. Efter de kom hjem strømmede der børn til vores terrasse; for hvor børnene er, der er ”onkel Søren” også. De hygger sig rigtigt og Søren får lavet en helt masse ballondyr til dem.

I weekenden besluttede vi os for at tage på ”overlevelses-tur” ude på en lille ø ”Manda Ulwile” (I folkemunde: ”krokodille-øen”). Så det var ikke helt ubekymret, at jeg drog med! Vi slog lejr på stranden, hvor vi skulle sove i tre små telte. Vi havde medbragt en and, som vi skulle slagte til aftensmad og spise sammen med snobrød. Vi gik også en lille gåtur imellem nogle meget høje gule strå – så det var rigtig Afrika. Vi spiste i det fri, tissede i det fri, gik i bad i søen om morgenen – så det var noget af en spændende oplevelse. Og vi så ingen krokodiller! J

Så er vi på vej ud til Mande Ulwile

I Cheke Chea havde vi ”Rafiki-uge” (venskabsuge). Alle børnene fik hver deres ”rafiki”, som de skulle lege sammen med og hjælpe og trøste i løbet af ugen. Børnene var faktisk ret gode til at hjælpe hinanden, og de legede utrolig godt sammen i den uge – normalt er de ret voldsomme overfor hinanden. Exilda fortalte dem, hvordan venner var overfor hinanden, og hvordan man skulle reagere i forskellige situationer f.eks. hvis en blev slået af en anden. Hun fortalte og snakkede ud fra nogle billeder, jeg havde tegnet. Og børnene var faktisk ret gode i dialogen. Så har de leget med lego, lavet perlearmbånd til deres rafiki, givet hinanden massage og leget en masse ”venne-lege” og sunget ”venne-sange”.

Rafiki-uge. Her leger børnene med Lego med deres rafiki

Så har vi været på fisketur med Daniel. Det var ret anderledes end fisketur i Danmark. Vi startede med at købe kroge og fiskeline. Så skulle vi ellers selv til at binde kroge på fiskelinen (3-5 kroge på hver line). Linen blev viklet om en tom dunk. Vi roede ud midt på søen og kastede linerne ud. Så gjaldt det ellers bare om at mærke, hvornår fiskene snappede til ormene på krogene, og så skulle vi rive ordentlig hårdt til og så trække linen op igen. Det var virkelig en sjov oplevelse.

På fisketur med Daniel

Hver søndag synger Julie, Trine og jeg med i kirkens kor. Vi synger bl.a. sammen med en gruppe kvinder fra byen. Vi havde snakket om, at det kunne være rigtig hyggeligt at snakke mere med dem og lære dem bedre at kende. Så vi besluttede os for at invitere dem på småkagebagning. Det var virkelig hyggeligt, og det var ret sjovt at se dem lege med dejen – det havde de nok ikke prøvet før. Det var i hvert fald næsten som at give børn en klump modellervoks, og så skete der ellers ting og sager J

Vi bager småkager med korpigerne

 

Her kommer så lidt billeder fra hverdagen. Lidt fra regnvejret, en aften, hvor vi prøvede at lave chips fra bunden og fra engelskundervisningen.

Regn over Tanganyikasøen

Vores hjemmelavede chips

 

 

Engelskundervisning i kirken

Kipili - pandekager, ø-tur og OL

Her kommer lidt mere fra hverdagen i Kipili. Der er sket rigtig meget siden sidst. Søndagene som sædvanligt dedikeret til kirke og kirkekoret om formiddagen, fodboldkamp på ”græsplænen” ved Primary School og senere pizza og film hos Eva og Jonas. Denne søndag besluttede Trine og Jonas, at vi skulle se ”dracula-film” – og den fik da heller ikke for lidt stemningsmæssigt. Strømmen gik dog flere gange, så alt var jo som det plejede J

Generelt er Kipili bare blevet helt fantastisk smuk og grøn efter regnen, som kommer næsten dagligt. Jeg nyder virkelig at gå rundt og se lysegrønne træer, violette blomster og generelt bare farver – efter støvet er vasket væk fra alt.

I Cheke Chea har vi haft OL-uge, hvor vi delte børnene ind i hold. Vi gav dem et stykke stof om hovedet i en farve. Det gik de virkelig op i. Det var bare en rigtig sjov og hyggelig uge. Og det var ikke kun børnene, der gik vældigt op i det – lærerne var også helt utrolig aktive og grinede og heppede. Vi havde konkurrencer som tovtrækning, stafet, højdespring, bowling, trillebør-løb m.m.. I slutningen af ugen gav vi dem medaljer, som vi havde lavet. De strålede helt, da de fik dem!





OL - tovtrækning
 



Her er tre af de skønne børn i Cheke Chea

Ellers har Julie og jeg fortsat computerundervisning, og der kommer generelt hele tiden flere og flere, som kunne tænke sig undervisning – så der er efterhånden nok at se til.

Til engelskundervisning med snedkerdrengene lavede vi en omskrivning af ”Rødhætte og ulven” – som de derefter skulle udføre som skuespil – det var virkelig sjovt. Og de var rigtig med på den. Det sjoveste var, at der var kommet en meget gammel mand nede fra byen, som også gerne ville være med – og han ville utrolig gerne spille ”bedstemoren”. Så han iførte sig en kanga (en nederdel), så det var rigtig et ømt syn J

Engelskundervisning. Til venstre ses Damas "Den store stygge løve, der lige har spist bedstemor og iført sig hendes kanga. Nederst i orange skjorte ses "bedstemor, som lige er blevet spist.



I fritiden hygger vi os rigtigt med vores afrikanske venner. Vi har bl.a. lært dem at lave pandekager, og en af dagene tog vi ud til den ø, hvor Lazarus kommer fra. Her besøgte vi hans familie, fik en rundvisning i byen og badede om eftermiddagen. Folk er bare så gæstfrie hernede – det er virkelig noget, vi kunne lære meget af derhjemme i Danmark.

Vi spiser pandekager med Daniel og Lazarus

På besøg på Lazarus' ø - ser det ikke lækkert ud! :) Vi kom i land med båd her til venstre 

Besøg af familier

Da vi kom tilbage til Sumbawanga mødte vi Cecilies familie og Daniels familie og hans kæreste og Sørens kæreste. De var kommet på besøg hernede og skal være her en uges tid.

Busturen til Kipili blev meget anderledes end ellers. Bussen kørte kun omkring 30 km/t og stoppede flere gange, fordi der var noget galt med den. Så turen, der skulle have varet 3-4 timer, kom til at tage 7-8 timer, så vi var godt trætte, da vi ankom til Katongoro, hvor Eva skulle hente os. Her blev vi mødt af en masse afrikanere, som ville hjælpe os med bagagen og ville have penge for det. Vi ville ikke have hjælp af dem, så de blev ret sure og en af mændene var fuld, så det var rigtig bøvlet af slippe af med dem. Heldigvis kom både Eva og Chris (Chris arbejder på lodgen og skulle hente to tyske gæster), og så kørte vi ellers af sted til Kipili.

De sidste to dage har der stort set ikke været nogle børn i Cheke Chea, fordi eleverne på Primary School har haft fri pga. muslimske helligdage. Så vi er bare blevet sendt hjem igen af lærerne i Cheke Chea. Så er der blevet tid til at skrive blog og pynte værelset med billeder og ting fra Iringa, så det har været helt fint.

Vi spiller skipbo på Knuds terrasse

I slutningen af ugen tog vi volontører og Cecilies familie til Katavi (safaripark). Det var virkelig en helt utrolig oplevelse. Det mest usædvanlige var, at man ikke skulle køre igennem hegn og andre kontrolsteder – dyrene levede virkelig der i den vilde natur; de var ikke sat derud i et kontrolleret terræn, som vi kender det fra zoologiske haver!
Vi skulle bo lige midt i parken i nogle hytter. Ca. 50 meter væk fra vores hytter boede en kæmpe flok flodheste; så der lugtede af lort og sump, og vi kunne høre flodhestene grynte om aftenen og natten. Natten blev dog ikke kun fyldt med lyden fra grynt, men også med meget skærende chikadeskrig.

Vi kørte i bil gennem parken to dage i streg, hvor vi så alle de dyr, man forbinder med Afrika. Vi så løver, giraffer, flodheste, krokodiller, elefanter, fugle, antiloper, bøfler, grippe, hyæner, aber, zebraer, ørne …

Vi kørte både inde blandt træerne og ude på savannen. Det var tydeligt at dyrene samledes ved steder med vand – og der levede dyrene side om side (flodheste, krokodiller, løver, giraffer osv. Sammen) – det kom ret meget bag på mig, for dyrene er altid adskilt i zoologiske haver. 

Her er en af løverne, vi så. vi kørte virkelig tæt på den med åbne vinduer

 

 

Her løber to giraffer på savannen

 

En helt masse flodheste - det stank virkelig!

 

Krokodiller og flodheste, der lever sammen

 

Skøre fugle, der sveder

 

Zebraer, der løber hen over savannen

En uge i "Danmark"

Så kom tiden, hvor Trine og jeg skulle til Iringa for at stå for børneaktiviteterne på den lutherske konference. I denne uge var det næsten som at være i Danmark igen. Husene var dansk bygget, maden var dansk, temperaturen var som dansk sommer (Iringa ligger på et bjerg, så der er forholdsvis koldt), og der var en masse danskere at snakke med.

Turen begyndte med, at vi tog til Sumbawanga med bussen. I Sumbawanga Søren, Trine og jeg på cykeltur rundt i byen og om aftenen så vi ”Blinkende lygter” sammen med Sara og Miriam. Dagen efter tog vi til Mbeya med Peter (LM missionær). Vi havde picnic i en skov, og så tog Peter os med ud for at se en meteorit, som var landet i en skov.

Så kom vi til Mbeya, hvor vi gik en eftermiddagstur sammen med Søren og Daniel. Det var et rigtig hyggeligt sted, vi boede. Vi kunne spille pool, dart, kort, volley …, så vi fik rigtig hygget os. Om aftenen spiste vi på restaurant sammen med Peter – og her fik jeg en rigtig god steak! J

På vej til Iringa tog Peter os med ud for at se en masse natursøjler, som kom ved at vand havde skyllet igennem et område – det var helt utrolig smukt. Jeg har aldrig set noget lignende. (Det hed ”Isimila stoneage site”)

Så ankom vi endelig til konferencen i Iringa. Vi fik rigtig hygget med de andre danske familier. Det var ret specielt at kunne tale dansk til andre; da vi passede børnene skulle man lige indstille sig på, at man ikke skulle bruge kiswahiliord ligesom i Cheke Chea (det var faktisk lidt svært at vænne sig til i starten – utroligt nok). Vi fik tegnet, sunget, spillet skuespil, holdt løb, badet, lavet snobrød, set film og meget mere. Maden var helt formidabel. Vi fik tre retter om aftenen; vi fik kage, is, kød, yoghurt, frugt og en helt masse andet, som vi slet ikke er vant til at få hernede – så vi blev rigtig forkælet, syntes vi! Om fredagen tog vi ud på en camp, hvor vi holdte gudstjeneste. Det var et helt rigtig lækkert sted. Her havde vi også løb, hygge og bål.

Om eftermiddagen tog vi på shopping i Iringa på et Masai-marked med en helt masse flotte afrikanske ting; så vi fik rigtig købt ind: skåle, bordskånere, salatgafler, øreringe, billeder, kjoler m.m.. Det var helt vildt sjovt at gå rundt og kigge og prutte priser på kiswahili – og se hvor overraskede de blev, når vi kunne sproget. (for i Iringa er der mange hvide turister, der kun kan engelsk). Vi besøgte også en butik, der hedder Neema (det betyder ”nåde”). Det er et kristent sted, hvor handicappede og døve, får et arbejde og selvtillid ved at se, at de også kan udrette noget, og ikke bare er ubrugelige og udstødte. Her lavede de bl.a. papir, kort, perler og smykker, lamper og alt muligt af stof. 

En ubehagelig overraskelse mødte os, da vi kom hjem på konferencecenteret en aften. Trine havde haft noget, der lignede en bums på ryggen – men da vi klemte på den, opdagede vi en rigtig fed gullig orm, der havde bosat sig inde i hendes ryg. Vi blev helt forskrækkede, og efter jeg havde trukket den ud med en pincet, løb vi over til Per og Bente (et missionærpar fra Dar Es Salaam, der boede samme sted som os). De fandt ud af, at det var en mangofluelarve – så nu har vi fået den oplevelse med. 

Ellers har det bare været en rigtig hyggelig uge, hvor jeg har følt, at jeg har været hjemme i Danmark – og jeg kom faktisk helt til at savne den afrikanske kultur.

En helt masse vand!

Vand, vand og atter vand – det er nok de kendetegnende ord for, hvad vi har oplevet ugen efter Knud, Søren og Daniel tog af sted. Vores første møde med vandet var i cheke chea. Børnene begyndte lige pludselig at pege ud i horisonten. De hoppede og grinede og råbte; ikke længe efter kom et helt utrolig højt tordenbrag og så stod det ellers ned i stænger. Det regnede så kraftigt, at man ikke kunne høre hinanden inde i klasselokalerne, så nogle af børnene smed deres bluser og løb ud og dansede i regnen. Det var en helt vild oplevelse. Regnen kom helt perfekt, for vi var lige blevet færdig med at plante i vores køkkenhave dagen før, og nu blev al jorden godt vandet af regnen i flere timer.

De næste dage fortsatte regnen med at komme i en times tid af gangen. Det var faktisk helt rart. Alt i Kipili så forandret ud – hvor det før havde set støvet og gråt ud på jorden, træer og huse; så dukkede der lige pludselig en hel palet af farver frem overalt, hvor der før var dækket af støv. Lysegrønne blade og små grønne græsstrå og blomster begyndte herefter lige så stille a titte frem.



"Cheke Chea"-børnene leger i regnen

På sejltur med Eva og Jonas på Tangyika-søen

Et andet møde med vandet blev da vi tog ud at sejle med Eva, Jonas, Anton, Olivia og Masai. Der var virkelig store bølger, og det blæste meget, så det var næsten som at være i tivoli. Vi blev rigtig våde, når bølgerne sprøjtede ind over siderne på båden – så min nederdel kunne vrides bagefter J

Ellers har vi rigtig haft en oplevelsesrig uge. Vi har bagt kager og wienerbrød i vores bålovn – det blev faktisk rigtig godt. Vi brugte budding i stedet for kagecreme i wienerbrødet (og det kan faktisk godt anbefales). Vi havde også bagt småkager der var formet som hvide ansigter og afrikanere (Waafrica og Wazungu) – de kager ville vi spise sammen med vores afrikanske venner i Kipili, mens vi så film. De syntes det var rigtig sjov at spise en wazungu (hvide menneskeansigter), og vi spiste afrikaneransigterne.

En af dagene besluttede vi piger os for at køre til Kirando, efter vi havde været i kirke. Så vi fik lov at låne Evas og Jonas’ bil, og så drog vi ellers af sted på indkøb i Kirando – det var bare rigtig hyggeligt.   

Ugen forinden havde vi som sagt planlagt Siku ya Watoto i Cheke Chea (børnedagen). Den blev afholdt om mandagen. Vi havde lavet plakater og hængt dem op nede i byen, og allerede efter den første plakat begyndte folk at komme og se og råbe budskabet ud til alle omkring, så der gik ikke længe, før hele byen vidste, hvad der skulle ske. Da vi ankom til Cheke Chea om mandagen var der 105 børn – så det var helt vildt! Det blev en rigtig god dag med leg, løb, sange og konkurrencer og rigtig mange knus og smil.

En eftermiddag blev vi inviteret hjem til Daniel for at lave og spise aftensmad sammen med ham, Lazarus og Masai. Det var virkelig hyggeligt. Vi lærte at lave maden, som afrikanerne plejer at lave den. Så vi snittede og kogte og tilberedte ved et lille bålsted under et stråtag i en baggård, der hørte til huset. Der var en helt speciel stemning. Vi satte os derefter indenfor og spiste med dem og fik snakket en helt masse. De havde også købt sukkerrør til os, så vi fik rigtig smagt og oplevet tanzaniansk kultur – virkelig en spændende oplevelse.

På besøg hos Daniel, Lazarus og Masai. Vi hjælper med at lave mad i deres fælles gård.

Dagen efter inviterede vi dem på pizza på vores terrasse. Så lærte at lave pizza og fik smagt pizza for første gang i deres liv. Det var helt vildt, så meget de kunne spise! Bagefter så vi løvernes konge sammen med dem, så det var bare en super hyggelig aften.

Daniel, Lazarus og Masai smager pizza for første gang

I Cheke Chea havde vi farve- og form-uge, så vi tegnede, ledte efter ting med bestemte farver, spillede twister og malede saltdejsfigurer. Det var virkelig et hit!

Børnedagen. Vi leger på "plænen" ved Primary School

Pludselig ferie!

Jeg sidder lige nu (21. sep.) i Kipili i Knuds stue i en af ”sofaerne”, som snedkereleverne har lavet. Musikken kører i baggrunden, og jeg nyder at sidde her og prøve at samle tankerne om, hvad jeg egentlig har oplevet siden sidst.
For næsten 2 uger siden fik vi pludselig at vide af Exhilda fra Cheke Chea, at der var ferie i Cheke Chea de næste to uger. Det kom ret meget bag på os. Så vi spurgte Knud, om der var noget, vi kunne lave det næste stykke tid – og så blev vi ellers sendt til Sumbawanga om lørdagen. I Sumbawanga er der en Cheke Chea, som er ved at starte op, og alle lokalerne trængte til at blive malet, pyntet osv..
Da vi ankom til Sumbawanga spurgte Miriam og Sara, om vi havde lyst til at komme med ud på Peter’s House om søndagen, hvor de skulle stå for et løb – det ville vi gerne!
Da vi kom ud på Peter’s House blev vi endnu engang mødt med knus og smil. Sara og Miriam havde arrangeret en stafet, hvor børnene blev delt op i 3 hold, og så havde vi et volontørhold. Disciplinerne var bl.a. at løbe med en på ryggen (som mama’erne bærer rundt på deres børn) og bære en kop vand på hovedet (det var børnene virkelig gode til – så der var vi hvide lidt på udebane). Det var rigtig hyggeligt! Efter løbet fik alle børnene en stor slikkepind, og nøj, hvor de strålede. Generelt er børnehjemsbørnene på Peter’s House nogle af de mest smilende, livsglade og taknemmelige børn ud fra det, jeg har oplevet derude.

Løb på "Peter's House". Vi bærer vand på hovedet

Vi bærer hinanden på ryggen

Fra mandag til fredag malede vi på Cheke Chea. De første tre dage malede vi væggene hvide og de sidste 2 dage pyntede vi endevæggene i de to klasselokaler – i det ene klasselokale malede vi verden, og i det andet malede vi Noahs ark. Det var virkelig sjovt at prøve noget helt andet, og bare lade kreativitet få plads til udfoldelse. Vi malede sammen med to af de ældste børnehjemsdrenge de første to dage. De var virkelig sjove at male sammen med og snakke med. De sidste dage fik vi hjælp af tre af drengene, som bor bag ved Knuds hus i Sumbawanga, så dem kendte vi lidt i forvejen. Generelt gav de tanzanianske fyre sig virkelig fuldt ud i arbejdet – de hoppede og sprang, når der var noget, de ikke kunne nå med penslerne og rullerne, og de klatrede i vinduerne for at nå ind i krogene.

Lørdag (d. 14. sep.) kørte vi hjem igen til Kipili – denne gang var Joshua, Miriam og Sara med fra Sumbawanga. Knud havde fået at vide, at Cheke Chea og skolerne kun havde en uges ferie i stedet for to; så vi skulle lige indstille os på at skulle i gang igen med kort varsel.

Da vi kom til Kipili blev vi mødt af en helt masse mennesker, der sad på vores terrasse ved volontørværelserne. Vi fandt ud af, at det var en helt masse kor, som skulle synge i kirken om søndagen – så derfor var de i fuldt gang med at lave mad til dem derude og øve sangene. Det var en helt fantastisk stemning, der bredte sig om aftenen, da korene øvede sig, og lyden af afrikanske sangstemmer spredte sig ud en den lune luft, mens man kunne lugte deres bål. Jeg glædede mig virkelig til at høre dem igen i kirken om søndagen – og det kom vi virkelig også til – det var helt fantastisk; de synger virkelig godt hernede og bevæger sig til rytmerne på en helt anden måde end hjemme i Danmark. Efter gudstjenesten skulle vi spise i kirken – og endnu engang fik vi skeer og maden var adskilt i flere skåle, hvorimod tanzanianerne spiste med hænderne fra en skål, hvor al maden var. Det var virkelig varmt at sidde inde i kirken og spise varm mad så mange mennesker sammen. Om eftermiddagen tog vi alle sammen ud på lodgen, hvor vi rigtig fik slappet af og badet.    

Så blev det mandag, og Trine, Maibritt, Cecilie og jeg begav os op til Cheke Chea. Da vi kom derop, var der ikke et øje at se – lokalerne var lukkede, der var ingen børn og ingen lærere. Så vi gik ned til Knud og fortalte, at der ikke var nogen deroppe. Så pludselig fik vi lige en uges ekstra ferie fra Cheke Chea. Jeg bestemte mig for, at jeg ville sy en taske af noget afrikansk stof. Så om eftermiddagen gik Sara, Miriam, Joshua og jeg ned i byen, for at jeg kunne købe stof, og de kunne se Kipili. Efter ”rundvisningen” gjorde vi holdt ved en af butikkerne og købte sodavand og satte os og nød den i den varme sol. Om eftermiddagen havde vi engelsk med snedkereleverne, og om aftenen snakkede vi med Lazarus og Isak ude på terrassen. Vi fik snakket en helt masse om forskellene på deres og vores kultur, så det var virkelig spændende. Det er bare sjovt at snakke med befolkningen og lære mere om dem, kulturen og sproget!

Resten af ugen er blevet brugt på computerundervisning af Isak, som har en butik i Kirando – det er virkelig sjovt at prøve, og han er en rigtig rar mand, der er nem at snakke med og har let til smil og grin. Ellers har vi været i gang med at planlægge ”Børnenes dag” (Siku ya Watoto – åbent hus i Cheke Chea, hvor alle børn i Kipili er inviteret). Vi planlagde arrangementet hjemme ved Exhilda sammen med Emil, Happy og Exhilda. Det var virkelig spændende at komme ind i et rigtigt tanzaniansk hjem, og se, hvordan de bor inde i husene.

Ellers er vi lige begyndt på at lave en køkkenhave ved siden af vores terrasse, så der at blevet ordnet noget træarbejde og båret og gravet en helt masse jord – og det kan virkelig godt mærkes i skuldrene og vablerne på hænderne. Men det har virkelig været rart at lave noget fysisk arbejde.

I morges (lørdag d. 21. sep.) tog Knud og drengene til Sumbawanga. Så nu er det kun os piger igen i Kipili. Men det skal nu nok blive rigtig hyggeligt!

Her er vi på lodgen

Vi spiser aftensmad på lodgen inde i en lille hyggelig båd helt nede ved vandet

Lidt mere fra hverdagen i Kipili

Her kommer endnu en opdatering fra livet her i Kipili. Hver fredag i Cheke Chea er det aktivitetsdag, så fredag d. 30. august gik vi ned til søen med børnene. De var overraskende gode til at gå pænt og humøret var højt, og de sang ”Åh boogie boogie boogie” næsten hele vejen. Da vi kom til vandet, løb de stort set alle sammen hen for at finde sten, som de kunne kaste i søen og slå smut med. Bagefter smed de deres tøj og sprang i vandet. De hyggede sig helt vildt og plaskede rundt i vandet. Det blev straks mere kaotisk, da de skulle finde deres tøj igen bagefter – for stort set alle har lilla skoleuniformer. Men det gik fint, og alle fandt sit tøj. Det var kort sagt en rigtig hyggelig dag! J
På vejen hjem fra søen havde jeg to børn i hånden, som prøvede at lære farverne på engelsk. Og så kunne jeg jo lære farverne på kiswahili af dem.
Om eftermiddagen kom nogle af drengene for at give os kiswahili-undervisning på vores terrasse – jeg vil nu nærmere kalde det terrasse-hygge på swahili. Om aftenen lavede vi pizza nede hos Eva og Jonas – det var bare lækkert.

Cheke Chea - kaste smut og badning

Maibritts ødelagte seng

Om lørdagen stod vi sent op – det var virkelig tiltrængt! Hele dagen gik i et roligt tempo; så det var lige til at holde til. Vi fik set lidt ”Prison-break”, og om eftermiddagen gik vi op til lodgen (denne gang gik vi den rigtige vej). På lodgen lagde vi os en gynge-sofaerne og nød solens varme stråler, lyden af rolige bølger og kokuspalmernes rislen – så det kunne vist ikke være meget bedre! Lidt senere kom en lille gruppe elever og lærere fra Frøstrup, som lige var ankommet til Kipili. De havde været på tur og var godt trætte, så vi fik rigtig slappet af med dem.
Om aftenen ville vi se ”Prison break” (alle sammen i Maibritts seng) – men vi fandt hurtigt ud af, at sengen ikke kunne holde til så mange personer. For pludselig brasede den sammen! Jeg fik en ret lang hudafskrabning ned af rygsøjlen, så det var ikke så rart at sove på ryggen og sidde på stole de første par dage.


Om søndagen skulle vi og frøstrupperne for første gang i kirke i Moravian Church i Kipili. Denne gang forstod jeg lidt mere af det hele (så det går fremad med at lære kiswahili J). Efter gudstjenesten gav vi en lille rundvisning rundt i Kipili, hvor vi viste dem snedkerværkstedet, Cheke Chea, kirken, markedet, mobilklinikken, brønden, de små butikker og en bro med både, hvor der var nogle folk, der ordnede fisk.
Efter middagsmaden sagde vi farvel til dem – og vi fik en pose saltlakrids. Det var helt fantastisk! Det var Knud, der kørte dem til Sumbawanga, så nu blev det bare os piger alene igen.

I ugen efter havde vi valgt at have sanse-uge i Cheke Chea. Så mandag blev ”føle-dag”. Først snakkede vi med børnene om sanserne, og så placerede vi os i en rundkreds, hvor de skulle føle forskellige ting i en pose og gætte, hvad det var – det gik de virkelig op i. Bagefter formede vi alle mulige ting af saltdej, som vi havde taget med. Det gik de virkelig også op i (også lærerne sad og formede dyr og andre ting). Der var virkelig saltdej-rester overalt bagefter J Om eftermiddagen skulle vi begynde på engelskundervisning med snedkereleverne. Det var vi alle sammen ret spændte på. Det var rigtig hyggeligt, og det var nogle søde, generte og fnisende fyre, som vi lærte at kende. Vi lærte dem at præsentere sig selv og sluttede af med at spille vendespil med dem med greetings-sætninger.
Om eftermiddagen kom Knud, Søren og Daniel tilbage fra Sumbawanga med friske forsyninger af marmelade, nutella, frugt m.m.. Så det var bare skønt at få noget smøre på brødet igen.

Vi laver kikkerter i Cheke Chea ("se"-dag)

Tirsdag havde vi smagedag i Cheke Chea. Så børnene fik rigtig smagt på madvarer; sødt, surt, stærkt osv.. Det var ret sjovt at se deres ansigtsudtryk, når de smagte på pili pili (chili) og salt. Bagefter legede vi en frugtleg og til sidst skulle børnene tegne deres yndlingsfrugt. Onsdag havde vi lyttedag, så vi legede en leg, hvor børnene skulle sige dyrelyde og gætte dyrene. Til slut legede vi stopdans. Vi kunne desværre ikke finde nogle højtalere, så lyden blev ikke høj nok – så det ved vi til næste gang. Torsdag havde vi ”se-dag”, så vi legede kims-leg og lavede kikkerter ud af toiletruller – det var rigtig hyggeligt. Fredag havde vi valgt, at vi skulle gå op i kirken og se film på storskærm – det var virkelig en god oplevelse, så det gør vi helt sikkert igen en anden gang!
Eftermiddagene er blevet brugt på afslapning, engelskundervisning af snedkereleverne, hygge med dem på terrassen, fejring af Antons fødselsdag og kagebagning – så alt i alt har det bare været en super uge!

Anton pakker vores gaver op

Lidt billeder fra hverdagen i Kipili

Her kommer lidt billeder fra den første tid i Kipili

Det her er vores udsigt i Kipili

Endnu et billede af vores fantastiske udsigt!

Her er en af eleverne, som blev fejret til graduation i kirken

Lodgen - ca. en halv times gå-tur fra Kipili

Lodgen

Cheke Chea

Cheke Chea

Her viser jeg nogle af børnene, hvordan en mus på en computer fungerer

Lidt mere af udsigten

Den dag vi forsøgte at finde lodgen :)

Kipili - mit nye hjem

Så er det blevet tid til en lille opdatering igen. Jeg har det rigtig godt og er efterhånden ved at falde godt til i Kipili. Der er sket rigtig meget siden sidst.
Den sidste aften i Sumbawanga tog vi ud på Peters House – Miriam og Sara havde nemlig arrangeret filmaften, hvor børnene skulle se ”Løvernes konge”. Vi sad alle sammen i deres fællesrum; godt sammenpresset i en halvcirkel rundt om en lille pc-skærm. Børnene var utrolig optaget af filmen, og det var rigtig sjovt at se deres reaktioner på de ord fra filmen, der var på kiswahili: ”Simba”, ”Rafiki”, ”Hakuna matata”…. Der kom virkelig liv i børnene, da ”Hakuna matata”-sangen kom J

Om morgenen den sidste dag i Sumbawanga fik vi pakket, og bagefter gik vi ned på markedet for at købe lidt lækker mad ind som supplement til maden i Kipili (I Kipili kan man nemlig ikke få meget andet end, sodavand, olie, fisk, tomater og løg). Vi glædede os alle rigtig meget til at komme til Kipili, hvor nætterne ikke er kolde, og hvor der er udsigt til vand.
Turen herud gik overraskende hurtigt – selvom det bombede en del på vejen. Da vi ankom, var det virkelig lækkert varmt vejr, og der var den smukkeste udsigt ud over Tanganyikasøen. Så fik vi vist vores værelser og fik hilst på Eva og Jonas (og deres to børn: Anton og Olivia), og så kunne vi endelig pakke helt ud. Jeg havde virkelig set frem til ikke at leve i min rejsetaske længere.
Om aftenen sad vi længe og snakkede med Knud. Han fortalte en masse historier om vandkobraer, mennesker, der er blevet brændt i nærheden og 1,5 m. lange firben – så det var jo rigtig hyggeligt og beroligende J
Vi gennemgik også søndagens tekst – for gudstjenesten skulle jo udelukkende foregå på kiswahili.
Gudstjenesten i søndags var mit livs længste gudstjeneste. Det var en gudstjeneste, der var slået sammen med graduation på Secondary School. Vi ankom kl. 10 og tog hjem omkring kl. 16. Gudstjenesten blev godt fyldt ud med kor, der virkelig sang højt og dansede livligt til lyden af to afrikanske trommer. Vi fik også middagsmad inde i kirken. Alle vi hvide blev placeret oppe forrest i kirken sammen med præsten og alle mulige ”vigtige” personer. Vi sad ved stole og borde og fik hver vores tallerken og ske, da vi skulle spise – i modsætning til alle de andre i kirken.
Det var virkelig specielt – især at blive serviceret af de elever, vi egentlig holdte graduation-festen for. Men sådan var det. De var virkelig søde og hjælpsomme; og tanzanianerne er generelt virkelig gæstfrie. Vi er blevet mødt med åbne arme, og alle hilser og smiler til os.
Efter gudstjenesten tog Knud os med ud på lodgen (et virkelig flot feriested med strand, som ligger i nærheden af Kipili). Det var helt fantastisk; formidabel udsigt, lækkert lunt badevand, fint sand, kølige sodavand og godt selskab. Vi fik rigtig hygget os, slappet godt af og trænet lidt swahili.

I mandags startede vi op i Cheke Chea (førskolen i Kipili). Da vi kom, var børnene i gang med at få Uji i små kopper (en slags grød/vælling). De sad i en stor rundkreds på små stole og kiggede på os med store kønne brune øjne. Efter de havde spist, skulle de alle sammen udenfor for at børste tænder. De sang to sange en på swahili og en på engelsk om at gøre sig klar om morgenen. Efter tandbørstningen blev mundene skyllet og så fløj der ellers spyt i alle mulige retninger J
Bagefter skulle vi samles inde i lokalet igen i rundkredsen, hvor de skulle høre bibelhistorie, og Emil (en af lærerne) bad for dagen. Så sang de nogle sange og sagde nogle remser, og bagefter fik nogle af børnene lov til at stille sig op og fortælle de andre noget (måske var fortalte de, hvad de havde lavet dagen før - det var i hvert fald det, jeg syntes, det lød som).
Herefter blev de delt op i store og små (Wakubwa og Wadogo), og så havde de matematik, engelsk og swahili hver for sig.
Vi legede også med børnene i pauserne, og de var ellevilde med at få taget billeder. Vi var helt øre og trætte i hovederne, da vi kom hjem.
Eftermiddagen fik vi til at gå med at klippe Maibritts hår, spille kort og snakke med to tanzanianske fyre (Daniel og Lazarus). Om aftenen gik vi ned i byen for at se fodbold, for Chelsea og Manchester skulle spille, så det var jo en stor begivenhed her i Kipili. Vi sad virkelig mange mennesker i en baggård og så fodbold på et mindre TV – det var ret underholdende.

I tirsdags fik os piger huset for os selv, for drengene og Knud skulle til Sumbawanga i en uge. Så vi piger fik rigtig slappet af efter Cheke Chea og hygget os. Vi sad på terrassen, legede med nogle tanzanianske børn og havde rigtig tøsehygge om aftenen. Det var bare tiltrængt! J

I går (onsdag) vågnede vi op som sædvanlig til lyden af helt vildt mange galende haner og lyden af tanzanianere, der synger og fejer. Det var den første hele dag, hvor vi bare var os 5 piger. Da vi kom op til Cheke Chea blev jeg mødt af en lille dreng, Meja, der kom løbende hen til mig og gav min mave et kæmpe knus – det var bare herligt!
Efter Cheke Chea tog vi ned i byen for at købe sodavand, som vi virkelig nød. Vi besluttede os for at prøve at finde lodgen; så vi pakkede to rygsække og gik ellers af sted uden helt at vide, hvor vi skulle gå hen. Vi gik imellem noget meget højt, gult græs – det var helt ligesom, man forestiller sig Afrika, når man ikke har været der. Vi gik og gik og kom hen til en større vej, som vi fulgte indtil underlaget gik fra at være sten til at være sand. Ingen af os kunne huske, at vejen skulle ændre sig til en sandvej, så vi vendte om og prøvede en anden vej – men denne vej, var det heller ikke. Endnu engang måtte vi vende om og prøve en ny vej, og sådan fortsatte det i næsten 2 timer – så vi opgav og gik hjem igen (godt udmattede, svedende og støvede). Så vi fik en rigtig laaaaang gåtur! J Men som Maibritt sagde, så kunne vi jo få forbrændt alt det mad, vi ikke har forbrændt på de lange busture.
Senere fandt vi faktisk ud af, at vi bare skulle have fortsat et lille stykke af den første vej, vi prøvede – så nu er vi den erfaring rigere J
Da vi var kommet hjem, fik vi alle et dejlig køligt bad og fik slappet godt af sammen med lille Anton. Efter aftensmaden blev vi alle inviteret på banankage nede hos Eva og Jonas. Det var bare rigtig hyggeligt – og nøj, hvor vi nød at få kage! Vi sad dernede ret længe og snakkede – så længe, at snedkerdrengene havde sendt vagten ned til Eva og Jonas for at høre, om vi ikke snart kom ud igen.
Da vi fik snakket af, gik vi op til terrassen ved vores volontørværelser, hvor to af snedkerdrengene sad og ventede (den ene af dem var faldet i søvn i stolen). Vi snakkede lidt med dem, og så gik vi ellers i seng.

I dag (torsdag) vågnede vi op til en lækker havregrød, som Julie havde lavet – det var virkelig skønt! Så tog vi op til Cheke Chea, hvor vi i dag lærte dem at skrive tallene og lavede en tal-venne-leg sammen med dem – det var generelt en virkelig god dag. Børnene var så søde ved hinanden og var rigtig gode til at følge med og lave opgaverne.
Da vi kom hjem fra Cheke Chea, gik vi op i Knuds hus og så ”How I met your mother” – det var bare hyggeligt. Så planlagde vi, hvad vi kunne tænke os at lave i næste uge i Cheke Chea, og ellers har vi bare hygget og slappet af. I eftermiddags kom Lazarus, for han ville lære Cecilie og mig kiswahili. Han havde lavet en lang seddel med sætninger, som vi skulle lære og havde også en masse slangudtryk, som vi også skulle lære – så der var nok at gå i gang med. Og bagefter prøvede vi at lære ham dansk – det var ret sjovt.
Her til aften har vi bare hygget og spillet en masse skip-bo.

Så er hverdagen begyndt i Sumbawanga :)

Vi ruller pizzadej ud med en pringles-dåse :)

Lille Baro, som spiste en kæmpe portion ugali på børnehjemmet



Vi reparerer børnenes tøj på børnehjemmet



Her er vi i gang med at lege med børnene på børnehjemmet

Vi leger "Boogie boogie"

Sygeformiddag sammen med søde lille Henry :)



Henry - en af mamaernes børn



I dag er det mandag d. 19. aug. – altså den første rigtige hverdag i Sumbawanga. I går havde vi brugt det meste af tiden på at slappe af og vænne os til en helt masse ting. I går aftes var vi nogle stykker, der gik med nogle af de tanzanianske drenge hen til en lille stue i et hus for at se fodbold. De gik rigtig meget op i det og holdt alle sammen med Chelsea. Selvom jeg faktisk slet ikke går op i fodbold – og især ikke engelsk fodbold - så var det faktisk en sjov oplevelse, at komme ind i sådan en lille afrikansk stue med et kæmpe tv og sidde der kun få hvide sammen med omkring 10 afrikanske Chelsea-fans – så jeg tager gerne med en anden gang J.
Om aftenen spiste vi chipsimayar og pølser (chipsimayar er en ret normal ret man kan bestille hernede. Den består af æggekage med pommesfrites. Det smagte faktisk meget godt).
I dag stod vi tidligt op, for vores swahiliundervisning skulle begynde kl. 7.30. Vi får undervisning af en hyggelig ældre herre, der hedder Angelo. Han er virkelig rar og god til at forklare – så jeg nyder virkelig at få lidt swahiliundervisning. Efter undervisningstimen lavede vi lektier, og så tog vi til børnehjemmet ”Peters House”. Vi kørte 10 mennesker i to taxaer, så der var godt proppet derinde. På Peters House fik vi lov til at overvære en lidt af undervisningen i den Cheke Chea, der hører til børnehjemmet. Børnene var utrolig nysgerrige uanset, hvor vi var. Og når de fik øje på os, løb de hen til deres venner og rev dem i bluserne, trak dem med hen til os, mens de råbte ”Wazungu” virkelig højt (Wazungu betyder ”hvide mennesker”). Efter ”Cheke chea”-undervisningen fik vi også en rundvisning på børnehjemmet, og derefter skulle vi i gang med at vaske vægge inde i fællesrummene. De var virkelig beskidte af alt det støv, der er overalt i Sumbawanga. Men det var nu meget hyggeligt, og vi fik da også snakket lidt med to af ”lærerne” i Cheke Chea, som var på vores alder. De var også meget nysgerrige og var ret interesserede i at få vores numre og e-mailadresser, så det var ret sjovt.
Vi valgte at gå hjem fra Peters House, men vi gjorde holdt undervejs og købte nogle sodavand. Da vi kom hjem havde mamaerne lavet pandekager, så det var helt fantastisk. Efter middagsmaden gik vi på kangashopping nede på markedet i Sumbawanga – det var også ret sjovt! (Kangaer er et stykke stof, som afrikanerne bruger til at slå om sig som nederdele).
Her kl.17 skal vi igen have swahiliundervisning af Angelo i en time, så det bliver lige til 10 timers undervisning i den her uge. I morgen skal vi igen ud på Peters House og hjælpe lidt til med det praktiske, og ellers ved jeg endnu ikke lige, hvad der skal ske J  

I dag er det tirsdag d. 20. august. I går aftes endte vi med at lave pizza. Det hyggede vi os ret meget med – og det er også virkelig lækkert, at man bare lige kan gå ned på markedet og købe en helt masse spændende. Vi havde dog ingen kagerulle – så vi fandt på at bruge en ”pringles”-dåse. Og det fungerede helt fint!. Man lærer virkelig at tænke kreativt hernede J
I dag har vi igen haft swahiliundervisning fra morgenstunden af, og derefter tog vi ud til Peters House. På vejen derud kørte vi på piki piki (en slags knallert, hvor man kan få et lift). Vejene her i Sumbawanga er virkelig ujævne, så det blev en rigtig bumpetur – men rigtig sjovt at prøve! På Peters House skulle vi denne gang reparere børnenes tøj, så vi fik syet og lappet en hel del tøj. Herefter legede vi med børnene – de er virkelig søde; slet ikke til at stå for! J Vi arrangerede hurtigt en rundkreds og legede ”Banke bøf”, ”Boogie boogie” og spillede fodbold med dem.
På vejen hjem fra børnehjemmet gjorde vi holdt ved en restaurant; for Miriam og Sara syntes, vi skulle prøve Chai ya Maziwa (en afrikansk specialtet – the med mælk og rørsukker). Det smagte virkelig godt!
Det blæste rigtig meget, så jeg blev godt støvet til i både ører, næse, mund …. Da vi kom hjem fik vi swahiliundervisning, og derefter lavede vi spaghetti med kødsovs. Om aftenen legede vi nogle lege rundt om spisebordet – det var rigtig sjovt og hyggeligt!

I dag (onsdag d. 21.) begyndte vi med at handle ind til aftensmaden. Det var virkelig spændende at lede efter råvarer på markedet – vi havde skrevet ned, hvad de forskellige madvarer hedder på swahili, for at gøre det lidt lettere. Vi havde dog ret meget besvær med at finde svinekød, men vi fik hjælp af en ung tanzaniansk fyr – som hjalp os med at finde det rigtige kød og bestille det i den rigtige mængde. Han syntes det var ret spændende at møde og snakke med os – så da vi mødte ham senere på eftermiddagen, blev jeg mødt af et ”Rafiki Yangu” (min ven). Efter swahiliundervisningen tog vi på Peters House igen. Vi skulle undervise børnene i engelsk; så vi havde delt dem op i to grupper (de store og de små). Jeg var i gruppen med de små. Vi fik lært dem, hvad hoved, skulder, knæ og tå hedder på engelsk og så lærte vi dem selvfølgelig også sangen (på engelsk). Det gik de virkelig meget op i. Så lærte vi dem farvernes navne og talte antal fingre, knæ, hoveder, øjne vi havde i alt (også på engelsk). Til sidst legede vi boogie boogie – og det var virkelig et hit!
Inden engelskundervisningen fik jeg snakket/leget med en meget lille og genert 3-årig. Han var virkelig bedårende. Det endte med, at vi fik pustet lidt liv i ham. Til sidst snakkede han i hvert fald løs og legede livligt med to flasker, vi havde fundet på jorden. Han satte sig også ved siden af mig, da de skulle spise på børnehjemmet. De fik ugali (en kæmpe klump lavet af mel og vand). Det var helt utroligt, hvor meget ugali en så lille dreng kunne få ned!
I dag har vi ellers taget den lidt med ro, for stort set alle af os er blevet forkølede pga. temperaturskiftene (varmt om dagen og virkelig koldt om natten og morgenen). Om aftenen lavede vi en sammenkogt ret – som endte med at have fået rigeligt af chili – der blev i hvert fald godt renset ud i vores løbende næser J

I dag (torsdag d. 22.) var vi nogle, der var blevet godt og grundigt forkølede, så vi blev hjemme om formiddagen. Herfik vi leget og snakket med en af mamaernes børn. En lille dreng på ca. 3 år, der hedder Henry. Vi lavede nipnappere, papirsflyvere og lærte ham at tage billeder med et digitalkamera. Han tog virkelig mange billeder af sig selv. Han var virkelig sød.
Til middag besøgte vi Peter (en LM-missionær). Han havde inviteret os på risengrød – og helt utroligt var hans mama helt fantastisk til at lave en dansk risengrød. Bagefter blev vi vist rundt på bibelskolen, som han bor lige op af. Så fik vi the og tog hjem. Da vi kom hjem ventede lille Henry – han var ret begejstret for at se os igen. Så ham fik vi også leget lidt med. Ellers har vi spillet skipbo i dag og så mødte vi også Knud J I aften skal vi vist have mørbrad og hasselbagte kartofler (og så skal vi selvfølgelig også have swahiliundervisning). Det var vist alt for nu J