Pludselig ferie!

Jeg sidder lige nu (21. sep.) i Kipili i Knuds stue i en af ”sofaerne”, som snedkereleverne har lavet. Musikken kører i baggrunden, og jeg nyder at sidde her og prøve at samle tankerne om, hvad jeg egentlig har oplevet siden sidst.
For næsten 2 uger siden fik vi pludselig at vide af Exhilda fra Cheke Chea, at der var ferie i Cheke Chea de næste to uger. Det kom ret meget bag på os. Så vi spurgte Knud, om der var noget, vi kunne lave det næste stykke tid – og så blev vi ellers sendt til Sumbawanga om lørdagen. I Sumbawanga er der en Cheke Chea, som er ved at starte op, og alle lokalerne trængte til at blive malet, pyntet osv..
Da vi ankom til Sumbawanga spurgte Miriam og Sara, om vi havde lyst til at komme med ud på Peter’s House om søndagen, hvor de skulle stå for et løb – det ville vi gerne!
Da vi kom ud på Peter’s House blev vi endnu engang mødt med knus og smil. Sara og Miriam havde arrangeret en stafet, hvor børnene blev delt op i 3 hold, og så havde vi et volontørhold. Disciplinerne var bl.a. at løbe med en på ryggen (som mama’erne bærer rundt på deres børn) og bære en kop vand på hovedet (det var børnene virkelig gode til – så der var vi hvide lidt på udebane). Det var rigtig hyggeligt! Efter løbet fik alle børnene en stor slikkepind, og nøj, hvor de strålede. Generelt er børnehjemsbørnene på Peter’s House nogle af de mest smilende, livsglade og taknemmelige børn ud fra det, jeg har oplevet derude.

Løb på "Peter's House". Vi bærer vand på hovedet

Vi bærer hinanden på ryggen

Fra mandag til fredag malede vi på Cheke Chea. De første tre dage malede vi væggene hvide og de sidste 2 dage pyntede vi endevæggene i de to klasselokaler – i det ene klasselokale malede vi verden, og i det andet malede vi Noahs ark. Det var virkelig sjovt at prøve noget helt andet, og bare lade kreativitet få plads til udfoldelse. Vi malede sammen med to af de ældste børnehjemsdrenge de første to dage. De var virkelig sjove at male sammen med og snakke med. De sidste dage fik vi hjælp af tre af drengene, som bor bag ved Knuds hus i Sumbawanga, så dem kendte vi lidt i forvejen. Generelt gav de tanzanianske fyre sig virkelig fuldt ud i arbejdet – de hoppede og sprang, når der var noget, de ikke kunne nå med penslerne og rullerne, og de klatrede i vinduerne for at nå ind i krogene.

Lørdag (d. 14. sep.) kørte vi hjem igen til Kipili – denne gang var Joshua, Miriam og Sara med fra Sumbawanga. Knud havde fået at vide, at Cheke Chea og skolerne kun havde en uges ferie i stedet for to; så vi skulle lige indstille os på at skulle i gang igen med kort varsel.

Da vi kom til Kipili blev vi mødt af en helt masse mennesker, der sad på vores terrasse ved volontørværelserne. Vi fandt ud af, at det var en helt masse kor, som skulle synge i kirken om søndagen – så derfor var de i fuldt gang med at lave mad til dem derude og øve sangene. Det var en helt fantastisk stemning, der bredte sig om aftenen, da korene øvede sig, og lyden af afrikanske sangstemmer spredte sig ud en den lune luft, mens man kunne lugte deres bål. Jeg glædede mig virkelig til at høre dem igen i kirken om søndagen – og det kom vi virkelig også til – det var helt fantastisk; de synger virkelig godt hernede og bevæger sig til rytmerne på en helt anden måde end hjemme i Danmark. Efter gudstjenesten skulle vi spise i kirken – og endnu engang fik vi skeer og maden var adskilt i flere skåle, hvorimod tanzanianerne spiste med hænderne fra en skål, hvor al maden var. Det var virkelig varmt at sidde inde i kirken og spise varm mad så mange mennesker sammen. Om eftermiddagen tog vi alle sammen ud på lodgen, hvor vi rigtig fik slappet af og badet.    

Så blev det mandag, og Trine, Maibritt, Cecilie og jeg begav os op til Cheke Chea. Da vi kom derop, var der ikke et øje at se – lokalerne var lukkede, der var ingen børn og ingen lærere. Så vi gik ned til Knud og fortalte, at der ikke var nogen deroppe. Så pludselig fik vi lige en uges ekstra ferie fra Cheke Chea. Jeg bestemte mig for, at jeg ville sy en taske af noget afrikansk stof. Så om eftermiddagen gik Sara, Miriam, Joshua og jeg ned i byen, for at jeg kunne købe stof, og de kunne se Kipili. Efter ”rundvisningen” gjorde vi holdt ved en af butikkerne og købte sodavand og satte os og nød den i den varme sol. Om eftermiddagen havde vi engelsk med snedkereleverne, og om aftenen snakkede vi med Lazarus og Isak ude på terrassen. Vi fik snakket en helt masse om forskellene på deres og vores kultur, så det var virkelig spændende. Det er bare sjovt at snakke med befolkningen og lære mere om dem, kulturen og sproget!

Resten af ugen er blevet brugt på computerundervisning af Isak, som har en butik i Kirando – det er virkelig sjovt at prøve, og han er en rigtig rar mand, der er nem at snakke med og har let til smil og grin. Ellers har vi været i gang med at planlægge ”Børnenes dag” (Siku ya Watoto – åbent hus i Cheke Chea, hvor alle børn i Kipili er inviteret). Vi planlagde arrangementet hjemme ved Exhilda sammen med Emil, Happy og Exhilda. Det var virkelig spændende at komme ind i et rigtigt tanzaniansk hjem, og se, hvordan de bor inde i husene.

Ellers er vi lige begyndt på at lave en køkkenhave ved siden af vores terrasse, så der at blevet ordnet noget træarbejde og båret og gravet en helt masse jord – og det kan virkelig godt mærkes i skuldrene og vablerne på hænderne. Men det har virkelig været rart at lave noget fysisk arbejde.

I morges (lørdag d. 21. sep.) tog Knud og drengene til Sumbawanga. Så nu er det kun os piger igen i Kipili. Men det skal nu nok blive rigtig hyggeligt!

Her er vi på lodgen

Vi spiser aftensmad på lodgen inde i en lille hyggelig båd helt nede ved vandet