søndag den 20. oktober 2013

Pludselig ferie!

Jeg sidder lige nu (21. sep.) i Kipili i Knuds stue i en af ”sofaerne”, som snedkereleverne har lavet. Musikken kører i baggrunden, og jeg nyder at sidde her og prøve at samle tankerne om, hvad jeg egentlig har oplevet siden sidst.
For næsten 2 uger siden fik vi pludselig at vide af Exhilda fra Cheke Chea, at der var ferie i Cheke Chea de næste to uger. Det kom ret meget bag på os. Så vi spurgte Knud, om der var noget, vi kunne lave det næste stykke tid – og så blev vi ellers sendt til Sumbawanga om lørdagen. I Sumbawanga er der en Cheke Chea, som er ved at starte op, og alle lokalerne trængte til at blive malet, pyntet osv..
Da vi ankom til Sumbawanga spurgte Miriam og Sara, om vi havde lyst til at komme med ud på Peter’s House om søndagen, hvor de skulle stå for et løb – det ville vi gerne!
Da vi kom ud på Peter’s House blev vi endnu engang mødt med knus og smil. Sara og Miriam havde arrangeret en stafet, hvor børnene blev delt op i 3 hold, og så havde vi et volontørhold. Disciplinerne var bl.a. at løbe med en på ryggen (som mama’erne bærer rundt på deres børn) og bære en kop vand på hovedet (det var børnene virkelig gode til – så der var vi hvide lidt på udebane). Det var rigtig hyggeligt! Efter løbet fik alle børnene en stor slikkepind, og nøj, hvor de strålede. Generelt er børnehjemsbørnene på Peter’s House nogle af de mest smilende, livsglade og taknemmelige børn ud fra det, jeg har oplevet derude.
Løb på "Peter's House". Vi bærer vand på hovedet
Vi bærer hinanden på ryggen
Fra mandag til fredag malede vi på Cheke Chea. De første tre dage malede vi væggene hvide og de sidste 2 dage pyntede vi endevæggene i de to klasselokaler – i det ene klasselokale malede vi verden, og i det andet malede vi Noahs ark. Det var virkelig sjovt at prøve noget helt andet, og bare lade kreativitet få plads til udfoldelse. Vi malede sammen med to af de ældste børnehjemsdrenge de første to dage. De var virkelig sjove at male sammen med og snakke med. De sidste dage fik vi hjælp af tre af drengene, som bor bag ved Knuds hus i Sumbawanga, så dem kendte vi lidt i forvejen. Generelt gav de tanzanianske fyre sig virkelig fuldt ud i arbejdet – de hoppede og sprang, når der var noget, de ikke kunne nå med penslerne og rullerne, og de klatrede i vinduerne for at nå ind i krogene.
Lørdag (d. 14. sep.) kørte vi hjem igen til Kipili – denne gang var Joshua, Miriam og Sara med fra Sumbawanga. Knud havde fået at vide, at Cheke Chea og skolerne kun havde en uges ferie i stedet for to; så vi skulle lige indstille os på at skulle i gang igen med kort varsel.
Da vi kom til Kipili blev vi mødt af en helt masse mennesker, der sad på vores terrasse ved volontørværelserne. Vi fandt ud af, at det var en helt masse kor, som skulle synge i kirken om søndagen – så derfor var de i fuldt gang med at lave mad til dem derude og øve sangene. Det var en helt fantastisk stemning, der bredte sig om aftenen, da korene øvede sig, og lyden af afrikanske sangstemmer spredte sig ud en den lune luft, mens man kunne lugte deres bål. Jeg glædede mig virkelig til at høre dem igen i kirken om søndagen – og det kom vi virkelig også til – det var helt fantastisk; de synger virkelig godt hernede og bevæger sig til rytmerne på en helt anden måde end hjemme i Danmark. Efter gudstjenesten skulle vi spise i kirken – og endnu engang fik vi skeer og maden var adskilt i flere skåle, hvorimod tanzanianerne spiste med hænderne fra en skål, hvor al maden var. Det var virkelig varmt at sidde inde i kirken og spise varm mad så mange mennesker sammen. Om eftermiddagen tog vi alle sammen ud på lodgen, hvor vi rigtig fik slappet af og badet.    
Så blev det mandag, og Trine, Maibritt, Cecilie og jeg begav os op til Cheke Chea. Da vi kom derop, var der ikke et øje at se – lokalerne var lukkede, der var ingen børn og ingen lærere. Så vi gik ned til Knud og fortalte, at der ikke var nogen deroppe. Så pludselig fik vi lige en uges ekstra ferie fra Cheke Chea. Jeg bestemte mig for, at jeg ville sy en taske af noget afrikansk stof. Så om eftermiddagen gik Sara, Miriam, Joshua og jeg ned i byen, for at jeg kunne købe stof, og de kunne se Kipili. Efter ”rundvisningen” gjorde vi holdt ved en af butikkerne og købte sodavand og satte os og nød den i den varme sol. Om eftermiddagen havde vi engelsk med snedkereleverne, og om aftenen snakkede vi med Lazarus og Isak ude på terrassen. Vi fik snakket en helt masse om forskellene på deres og vores kultur, så det var virkelig spændende. Det er bare sjovt at snakke med befolkningen og lære mere om dem, kulturen og sproget!
Resten af ugen er blevet brugt på computerundervisning af Isak, som har en butik i Kirando – det er virkelig sjovt at prøve, og han er en rigtig rar mand, der er nem at snakke med og har let til smil og grin. Ellers har vi været i gang med at planlægge ”Børnenes dag” (Siku ya Watoto – åbent hus i Cheke Chea, hvor alle børn i Kipili er inviteret). Vi planlagde arrangementet hjemme ved Exhilda sammen med Emil, Happy og Exhilda. Det var virkelig spændende at komme ind i et rigtigt tanzaniansk hjem, og se, hvordan de bor inde i husene.
Ellers er vi lige begyndt på at lave en køkkenhave ved siden af vores terrasse, så der at blevet ordnet noget træarbejde og båret og gravet en helt masse jord – og det kan virkelig godt mærkes i skuldrene og vablerne på hænderne. Men det har virkelig været rart at lave noget fysisk arbejde.
I morges (lørdag d. 21. sep.) tog Knud og drengene til Sumbawanga. Så nu er det kun os piger igen i Kipili. Men det skal nu nok blive rigtig hyggeligt!
Her er vi på lodgen

Vi spiser aftensmad på lodgen inde i en lille hyggelig båd helt nede ved vandet

torsdag den 12. september 2013

Lidt mere fra hverdagen i Kipili

Her kommer endnu en opdatering fra livet her i Kipili. Hver fredag i Cheke Chea er det aktivitetsdag, så fredag d. 30. august gik vi ned til søen med børnene. De var overraskende gode til at gå pænt og humøret var højt, og de sang ”Åh boogie boogie boogie” næsten hele vejen. Da vi kom til vandet, løb de stort set alle sammen hen for at finde sten, som de kunne kaste i søen og slå smut med. Bagefter smed de deres tøj og sprang i vandet. De hyggede sig helt vildt og plaskede rundt i vandet. Det blev straks mere kaotisk, da de skulle finde deres tøj igen bagefter – for stort set alle har lilla skoleuniformer. Men det gik fint, og alle fandt sit tøj. Det var kort sagt en rigtig hyggelig dag! J
På vejen hjem fra søen havde jeg to børn i hånden, som prøvede at lære farverne på engelsk. Og så kunne jeg jo lære farverne på kiswahili af dem.
Om eftermiddagen kom nogle af drengene for at give os kiswahili-undervisning på vores terrasse – jeg vil nu nærmere kalde det terrasse-hygge på swahili. Om aftenen lavede vi pizza nede hos Eva og Jonas – det var bare lækkert.
Cheke Chea - kaste smut og badning


Maibritts ødelagte seng
Om lørdagen stod vi sent op – det var virkelig tiltrængt! Hele dagen gik i et roligt tempo; så det var lige til at holde til. Vi fik set lidt ”Prison-break”, og om eftermiddagen gik vi op til lodgen (denne gang gik vi den rigtige vej). På lodgen lagde vi os en gynge-sofaerne og nød solens varme stråler, lyden af rolige bølger og kokuspalmernes rislen – så det kunne vist ikke være meget bedre! Lidt senere kom en lille gruppe elever og lærere fra Frøstrup, som lige var ankommet til Kipili. De havde været på tur og var godt trætte, så vi fik rigtig slappet af med dem.
Om aftenen ville vi se ”Prison break” (alle sammen i Maibritts seng) – men vi fandt hurtigt ud af, at sengen ikke kunne holde til så mange personer. For pludselig brasede den sammen! Jeg fik en ret lang hudafskrabning ned af rygsøjlen, så det var ikke så rart at sove på ryggen og sidde på stole de første par dage.


Om søndagen skulle vi og frøstrupperne for første gang i kirke i Moravian Church i Kipili. Denne gang forstod jeg lidt mere af det hele (så det går fremad med at lære kiswahili J). Efter gudstjenesten gav vi en lille rundvisning rundt i Kipili, hvor vi viste dem snedkerværkstedet, Cheke Chea, kirken, markedet, mobilklinikken, brønden, de små butikker og en bro med både, hvor der var nogle folk, der ordnede fisk.
Efter middagsmaden sagde vi farvel til dem – og vi fik en pose saltlakrids. Det var helt fantastisk! Det var Knud, der kørte dem til Sumbawanga, så nu blev det bare os piger alene igen.

I ugen efter havde vi valgt at have sanse-uge i Cheke Chea. Så mandag blev ”føle-dag”. Først snakkede vi med børnene om sanserne, og så placerede vi os i en rundkreds, hvor de skulle føle forskellige ting i en pose og gætte, hvad det var – det gik de virkelig op i. Bagefter formede vi alle mulige ting af saltdej, som vi havde taget med. Det gik de virkelig også op i (også lærerne sad og formede dyr og andre ting). Der var virkelig saltdej-rester overalt bagefter J Om eftermiddagen skulle vi begynde på engelskundervisning med snedkereleverne. Det var vi alle sammen ret spændte på. Det var rigtig hyggeligt, og det var nogle søde, generte og fnisende fyre, som vi lærte at kende. Vi lærte dem at præsentere sig selv og sluttede af med at spille vendespil med dem med greetings-sætninger.
Om eftermiddagen kom Knud, Søren og Daniel tilbage fra Sumbawanga med friske forsyninger af marmelade, nutella, frugt m.m.. Så det var bare skønt at få noget smøre på brødet igen.

Vi laver kikkerter i Cheke Chea ("se"-dag)

Tirsdag havde vi smagedag i Cheke Chea. Så børnene fik rigtig smagt på madvarer; sødt, surt, stærkt osv.. Det var ret sjovt at se deres ansigtsudtryk, når de smagte på pili pili (chili) og salt. Bagefter legede vi en frugtleg og til sidst skulle børnene tegne deres yndlingsfrugt. Onsdag havde vi lyttedag, så vi legede en leg, hvor børnene skulle sige dyrelyde og gætte dyrene. Til slut legede vi stopdans. Vi kunne desværre ikke finde nogle højtalere, så lyden blev ikke høj nok – så det ved vi til næste gang. Torsdag havde vi ”se-dag”, så vi legede kims-leg og lavede kikkerter ud af toiletruller – det var rigtig hyggeligt. Fredag havde vi valgt, at vi skulle gå op i kirken og se film på storskærm – det var virkelig en god oplevelse, så det gør vi helt sikkert igen en anden gang!
Eftermiddagene er blevet brugt på afslapning, engelskundervisning af snedkereleverne, hygge med dem på terrassen, fejring af Antons fødselsdag og kagebagning – så alt i alt har det bare været en super uge!

Anton pakker vores gaver op

Lidt billeder fra hverdagen i Kipili

Her kommer lidt billeder fra den første tid i Kipili

Det her er vores udsigt i Kipili

Endnu et billede af vores fantastiske udsigt!

Her er en af eleverne, som blev fejret til graduation i kirken

Lodgen - ca. en halv times gå-tur fra Kipili

Lodgen

Cheke Chea

Cheke Chea

Her viser jeg nogle af børnene, hvordan en mus på en computer fungerer

Lidt mere af udsigten

Den dag vi forsøgte at finde lodgen :)

mandag den 9. september 2013

Kipili - mit nye hjem

Så er det blevet tid til en lille opdatering igen. Jeg har det rigtig godt og er efterhånden ved at falde godt til i Kipili. Der er sket rigtig meget siden sidst.
Den sidste aften i Sumbawanga tog vi ud på Peters House – Miriam og Sara havde nemlig arrangeret filmaften, hvor børnene skulle se ”Løvernes konge”. Vi sad alle sammen i deres fællesrum; godt sammenpresset i en halvcirkel rundt om en lille pc-skærm. Børnene var utrolig optaget af filmen, og det var rigtig sjovt at se deres reaktioner på de ord fra filmen, der var på kiswahili: ”Simba”, ”Rafiki”, ”Hakuna matata”…. Der kom virkelig liv i børnene, da ”Hakuna matata”-sangen kom J

Om morgenen den sidste dag i Sumbawanga fik vi pakket, og bagefter gik vi ned på markedet for at købe lidt lækker mad ind som supplement til maden i Kipili (I Kipili kan man nemlig ikke få meget andet end, sodavand, olie, fisk, tomater og løg). Vi glædede os alle rigtig meget til at komme til Kipili, hvor nætterne ikke er kolde, og hvor der er udsigt til vand.
Turen herud gik overraskende hurtigt – selvom det bombede en del på vejen. Da vi ankom, var det virkelig lækkert varmt vejr, og der var den smukkeste udsigt ud over Tanganyikasøen. Så fik vi vist vores værelser og fik hilst på Eva og Jonas (og deres to børn: Anton og Olivia), og så kunne vi endelig pakke helt ud. Jeg havde virkelig set frem til ikke at leve i min rejsetaske længere.
Om aftenen sad vi længe og snakkede med Knud. Han fortalte en masse historier om vandkobraer, mennesker, der er blevet brændt i nærheden og 1,5 m. lange firben – så det var jo rigtig hyggeligt og beroligende J
Vi gennemgik også søndagens tekst – for gudstjenesten skulle jo udelukkende foregå på kiswahili.
Gudstjenesten i søndags var mit livs længste gudstjeneste. Det var en gudstjeneste, der var slået sammen med graduation på Secondary School. Vi ankom kl. 10 og tog hjem omkring kl. 16. Gudstjenesten blev godt fyldt ud med kor, der virkelig sang højt og dansede livligt til lyden af to afrikanske trommer. Vi fik også middagsmad inde i kirken. Alle vi hvide blev placeret oppe forrest i kirken sammen med præsten og alle mulige ”vigtige” personer. Vi sad ved stole og borde og fik hver vores tallerken og ske, da vi skulle spise – i modsætning til alle de andre i kirken.
Det var virkelig specielt – især at blive serviceret af de elever, vi egentlig holdte graduation-festen for. Men sådan var det. De var virkelig søde og hjælpsomme; og tanzanianerne er generelt virkelig gæstfrie. Vi er blevet mødt med åbne arme, og alle hilser og smiler til os.
Efter gudstjenesten tog Knud os med ud på lodgen (et virkelig flot feriested med strand, som ligger i nærheden af Kipili). Det var helt fantastisk; formidabel udsigt, lækkert lunt badevand, fint sand, kølige sodavand og godt selskab. Vi fik rigtig hygget os, slappet godt af og trænet lidt swahili.

I mandags startede vi op i Cheke Chea (førskolen i Kipili). Da vi kom, var børnene i gang med at få Uji i små kopper (en slags grød/vælling). De sad i en stor rundkreds på små stole og kiggede på os med store kønne brune øjne. Efter de havde spist, skulle de alle sammen udenfor for at børste tænder. De sang to sange en på swahili og en på engelsk om at gøre sig klar om morgenen. Efter tandbørstningen blev mundene skyllet og så fløj der ellers spyt i alle mulige retninger J
Bagefter skulle vi samles inde i lokalet igen i rundkredsen, hvor de skulle høre bibelhistorie, og Emil (en af lærerne) bad for dagen. Så sang de nogle sange og sagde nogle remser, og bagefter fik nogle af børnene lov til at stille sig op og fortælle de andre noget (måske var fortalte de, hvad de havde lavet dagen før - det var i hvert fald det, jeg syntes, det lød som).
Herefter blev de delt op i store og små (Wakubwa og Wadogo), og så havde de matematik, engelsk og swahili hver for sig.
Vi legede også med børnene i pauserne, og de var ellevilde med at få taget billeder. Vi var helt øre og trætte i hovederne, da vi kom hjem.
Eftermiddagen fik vi til at gå med at klippe Maibritts hår, spille kort og snakke med to tanzanianske fyre (Daniel og Lazarus). Om aftenen gik vi ned i byen for at se fodbold, for Chelsea og Manchester skulle spille, så det var jo en stor begivenhed her i Kipili. Vi sad virkelig mange mennesker i en baggård og så fodbold på et mindre TV – det var ret underholdende.

I tirsdags fik os piger huset for os selv, for drengene og Knud skulle til Sumbawanga i en uge. Så vi piger fik rigtig slappet af efter Cheke Chea og hygget os. Vi sad på terrassen, legede med nogle tanzanianske børn og havde rigtig tøsehygge om aftenen. Det var bare tiltrængt! J

I går (onsdag) vågnede vi op som sædvanlig til lyden af helt vildt mange galende haner og lyden af tanzanianere, der synger og fejer. Det var den første hele dag, hvor vi bare var os 5 piger. Da vi kom op til Cheke Chea blev jeg mødt af en lille dreng, Meja, der kom løbende hen til mig og gav min mave et kæmpe knus – det var bare herligt!
Efter Cheke Chea tog vi ned i byen for at købe sodavand, som vi virkelig nød. Vi besluttede os for at prøve at finde lodgen; så vi pakkede to rygsække og gik ellers af sted uden helt at vide, hvor vi skulle gå hen. Vi gik imellem noget meget højt, gult græs – det var helt ligesom, man forestiller sig Afrika, når man ikke har været der. Vi gik og gik og kom hen til en større vej, som vi fulgte indtil underlaget gik fra at være sten til at være sand. Ingen af os kunne huske, at vejen skulle ændre sig til en sandvej, så vi vendte om og prøvede en anden vej – men denne vej, var det heller ikke. Endnu engang måtte vi vende om og prøve en ny vej, og sådan fortsatte det i næsten 2 timer – så vi opgav og gik hjem igen (godt udmattede, svedende og støvede). Så vi fik en rigtig laaaaang gåtur! J Men som Maibritt sagde, så kunne vi jo få forbrændt alt det mad, vi ikke har forbrændt på de lange busture.
Senere fandt vi faktisk ud af, at vi bare skulle have fortsat et lille stykke af den første vej, vi prøvede – så nu er vi den erfaring rigere J
Da vi var kommet hjem, fik vi alle et dejlig køligt bad og fik slappet godt af sammen med lille Anton. Efter aftensmaden blev vi alle inviteret på banankage nede hos Eva og Jonas. Det var bare rigtig hyggeligt – og nøj, hvor vi nød at få kage! Vi sad dernede ret længe og snakkede – så længe, at snedkerdrengene havde sendt vagten ned til Eva og Jonas for at høre, om vi ikke snart kom ud igen.
Da vi fik snakket af, gik vi op til terrassen ved vores volontørværelser, hvor to af snedkerdrengene sad og ventede (den ene af dem var faldet i søvn i stolen). Vi snakkede lidt med dem, og så gik vi ellers i seng.

I dag (torsdag) vågnede vi op til en lækker havregrød, som Julie havde lavet – det var virkelig skønt! Så tog vi op til Cheke Chea, hvor vi i dag lærte dem at skrive tallene og lavede en tal-venne-leg sammen med dem – det var generelt en virkelig god dag. Børnene var så søde ved hinanden og var rigtig gode til at følge med og lave opgaverne.
Da vi kom hjem fra Cheke Chea, gik vi op i Knuds hus og så ”How I met your mother” – det var bare hyggeligt. Så planlagde vi, hvad vi kunne tænke os at lave i næste uge i Cheke Chea, og ellers har vi bare hygget og slappet af. I eftermiddags kom Lazarus, for han ville lære Cecilie og mig kiswahili. Han havde lavet en lang seddel med sætninger, som vi skulle lære og havde også en masse slangudtryk, som vi også skulle lære – så der var nok at gå i gang med. Og bagefter prøvede vi at lære ham dansk – det var ret sjovt.
Her til aften har vi bare hygget og spillet en masse skip-bo.

fredag den 23. august 2013

Så er hverdagen begyndt i Sumbawanga :)

Vi ruller pizzadej ud med en pringles-dåse :)

Lille Baro, som spiste en kæmpe portion ugali på børnehjemmet



Vi reparerer børnenes tøj på børnehjemmet

Her er vi i gang med at lege med børnene på børnehjemmet

Vi leger "Boogie boogie"

Sygeformiddag sammen med søde lille Henry :)


Henry - en af mamaernes børn

I dag er det mandag d. 19. aug. – altså den første rigtige hverdag i Sumbawanga. I går havde vi brugt det meste af tiden på at slappe af og vænne os til en helt masse ting. I går aftes var vi nogle stykker, der gik med nogle af de tanzanianske drenge hen til en lille stue i et hus for at se fodbold. De gik rigtig meget op i det og holdt alle sammen med Chelsea. Selvom jeg faktisk slet ikke går op i fodbold – og især ikke engelsk fodbold - så var det faktisk en sjov oplevelse, at komme ind i sådan en lille afrikansk stue med et kæmpe tv og sidde der kun få hvide sammen med omkring 10 afrikanske Chelsea-fans – så jeg tager gerne med en anden gang J.
Om aftenen spiste vi chipsimayar og pølser (chipsimayar er en ret normal ret man kan bestille hernede. Den består af æggekage med pommesfrites. Det smagte faktisk meget godt).
I dag stod vi tidligt op, for vores swahiliundervisning skulle begynde kl. 7.30. Vi får undervisning af en hyggelig ældre herre, der hedder Angelo. Han er virkelig rar og god til at forklare – så jeg nyder virkelig at få lidt swahiliundervisning. Efter undervisningstimen lavede vi lektier, og så tog vi til børnehjemmet ”Peters House”. Vi kørte 10 mennesker i to taxaer, så der var godt proppet derinde. På Peters House fik vi lov til at overvære en lidt af undervisningen i den Cheke Chea, der hører til børnehjemmet. Børnene var utrolig nysgerrige uanset, hvor vi var. Og når de fik øje på os, løb de hen til deres venner og rev dem i bluserne, trak dem med hen til os, mens de råbte ”Wazungu” virkelig højt (Wazungu betyder ”hvide mennesker”). Efter ”Cheke chea”-undervisningen fik vi også en rundvisning på børnehjemmet, og derefter skulle vi i gang med at vaske vægge inde i fællesrummene. De var virkelig beskidte af alt det støv, der er overalt i Sumbawanga. Men det var nu meget hyggeligt, og vi fik da også snakket lidt med to af ”lærerne” i Cheke Chea, som var på vores alder. De var også meget nysgerrige og var ret interesserede i at få vores numre og e-mailadresser, så det var ret sjovt.
Vi valgte at gå hjem fra Peters House, men vi gjorde holdt undervejs og købte nogle sodavand. Da vi kom hjem havde mamaerne lavet pandekager, så det var helt fantastisk. Efter middagsmaden gik vi på kangashopping nede på markedet i Sumbawanga – det var også ret sjovt! (Kangaer er et stykke stof, som afrikanerne bruger til at slå om sig som nederdele).
Her kl.17 skal vi igen have swahiliundervisning af Angelo i en time, så det bliver lige til 10 timers undervisning i den her uge. I morgen skal vi igen ud på Peters House og hjælpe lidt til med det praktiske, og ellers ved jeg endnu ikke lige, hvad der skal ske J  

I dag er det tirsdag d. 20. august. I går aftes endte vi med at lave pizza. Det hyggede vi os ret meget med – og det er også virkelig lækkert, at man bare lige kan gå ned på markedet og købe en helt masse spændende. Vi havde dog ingen kagerulle – så vi fandt på at bruge en ”pringles”-dåse. Og det fungerede helt fint!. Man lærer virkelig at tænke kreativt hernede J
I dag har vi igen haft swahiliundervisning fra morgenstunden af, og derefter tog vi ud til Peters House. På vejen derud kørte vi på piki piki (en slags knallert, hvor man kan få et lift). Vejene her i Sumbawanga er virkelig ujævne, så det blev en rigtig bumpetur – men rigtig sjovt at prøve! På Peters House skulle vi denne gang reparere børnenes tøj, så vi fik syet og lappet en hel del tøj. Herefter legede vi med børnene – de er virkelig søde; slet ikke til at stå for!
J Vi arrangerede hurtigt en rundkreds og legede ”Banke bøf”, ”Boogie boogie” og spillede fodbold med dem.
På vejen hjem fra børnehjemmet gjorde vi holdt ved en restaurant; for Miriam og Sara syntes, vi skulle prøve Chai ya Maziwa (en afrikansk specialtet – the med mælk og rørsukker). Det smagte virkelig godt!
Det blæste rigtig meget, så jeg blev godt støvet til i både ører, næse, mund …. Da vi kom hjem fik vi swahiliundervisning, og derefter lavede vi spaghetti med kødsovs. Om aftenen legede vi nogle lege rundt om spisebordet – det var rigtig sjovt og hyggeligt!

I dag (onsdag d. 21.) begyndte vi med at handle ind til aftensmaden. Det var virkelig spændende at lede efter råvarer på markedet – vi havde skrevet ned, hvad de forskellige madvarer hedder på swahili, for at gøre det lidt lettere. Vi havde dog ret meget besvær med at finde svinekød, men vi fik hjælp af en ung tanzaniansk fyr – som hjalp os med at finde det rigtige kød og bestille det i den rigtige mængde. Han syntes det var ret spændende at møde og snakke med os – så da vi mødte ham senere på eftermiddagen, blev jeg mødt af et ”Rafiki Yangu” (min ven). Efter swahiliundervisningen tog vi på Peters House igen. Vi skulle undervise børnene i engelsk; så vi havde delt dem op i to grupper (de store og de små). Jeg var i gruppen med de små. Vi fik lært dem, hvad hoved, skulder, knæ og tå hedder på engelsk og så lærte vi dem selvfølgelig også sangen (på engelsk). Det gik de virkelig meget op i. Så lærte vi dem farvernes navne og talte antal fingre, knæ, hoveder, øjne vi havde i alt (også på engelsk). Til sidst legede vi boogie boogie – og det var virkelig et hit!
Inden engelskundervisningen fik jeg snakket/leget med en meget lille og genert 3-årig. Han var virkelig bedårende. Det endte med, at vi fik pustet lidt liv i ham. Til sidst snakkede han i hvert fald løs og legede livligt med to flasker, vi havde fundet på jorden. Han satte sig også ved siden af mig, da de skulle spise på børnehjemmet. De fik ugali (en kæmpe klump lavet af mel og vand). Det var helt utroligt, hvor meget ugali en så lille dreng kunne få ned!
I dag har vi ellers taget den lidt med ro, for stort set alle af os er blevet forkølede pga. temperaturskiftene (varmt om dagen og virkelig koldt om natten og morgenen). Om aftenen lavede vi en sammenkogt ret – som endte med at have fået rigeligt af chili – der blev i hvert fald godt renset ud i vores løbende næser
J


I dag (torsdag d. 22.) var vi nogle, der var blevet godt og grundigt forkølede, så vi blev hjemme om formiddagen. Herfik vi leget og snakket med en af mamaernes børn. En lille dreng på ca. 3 år, der hedder Henry. Vi lavede nipnappere, papirsflyvere og lærte ham at tage billeder med et digitalkamera. Han tog virkelig mange billeder af sig selv. Han var virkelig sød.
Til middag besøgte vi Peter (en LM-missionær). Han havde inviteret os på risengrød – og helt utroligt var hans mama helt fantastisk til at lave en dansk risengrød. Bagefter blev vi vist rundt på bibelskolen, som han bor lige op af. Så fik vi the og tog hjem. Da vi kom hjem ventede lille Henry – han var ret begejstret for at se os igen. Så ham fik vi også leget lidt med. Ellers har vi spillet skipbo i dag og så mødte vi også Knud
J I aften skal vi vist have mørbrad og hasselbagte kartofler (og så skal vi selvfølgelig også have swahiliundervisning). Det var vist alt for nu J  

tirsdag den 20. august 2013

Billeder fra rejsen til Sumbawanga

Her sidder vi i flyet til Doha (Mig og Cecilie)

Her bestiller vi tanzanianske simkort hos airtel i Dar es Salaam

Her er hotellet i Dar es Salaam (læg mærke til prinsessesengene)

White Sands (Cecilie, Julie, Trine, mig)

White Sands (Julie, mig, Trine, Cecilie, Maibritt)

Bussen til Mbeya

En af de mange bavianer, vi så på vejen

En lille girafflok

Sælgere, der står ved busserne og rækker ting op til os

Rejsen til Sumbawanga

Så er jeg kommet til Sumbawanga (en større by, der ligger ca. 3 timer væk fra Kipili, hvis man kører i bil). Rejsen herned har virkelig været spændende, og jeg er virkelig fyldt af indtryk!

Onsdag d. 14. august vågnede jeg rigtig tidligt. Jeg havde ikke sovet ret meget, men synes faktisk, at jeg var ved godt mod. Det føltes helt utroligt og uvirkeligt, at dette ville være den sidste morgen i Danmark i godt 4 mdr. Efter at have sagt farvel til familien, kørte min far mig til lufthavnen i Kastrup – vi kørte i god tid, og var der allerede kl. 12 (altså 3,5 time før flyafgangen). Men jeg var nu ret glad for, at jeg kom så tidligt, for der var virkelig mange mennesker i lufthavnen, så det skulle jeg også lige have lidt tid til at vænne mig til. Jeg var virkelig sulten, men kunne næsten ikke spise noget, fordi jeg var så spændt på det hele.
Så kom roen lidt over mig, og så mødte jeg også de andre. Vi fik hentet billetter og afleveret bagage og tjekket håndbagage, og så skulle vi ellers finde vores gate. Vi ville også lige spise lidt inden; og Maibritts mor var nok lidt bekymret for at vi skulle sulte, så vi fik nogle meget store poser kanelsnegle med – og dem har vi faktisk ikke fået spist endnu – så det må jo tyde på, at vi ikke mangler noget J

Da vi kom ind i flyet fik jeg virkelig en overraskelse – det var virkelig luksus. Jeg har aldrig prøvet noget lignende; der var et tæppe og en pude til hver, en lille tv-skærm, hvor man kunne se film, serier, spille, høre musik m.m.. Derudover fik vi snacks og mad i flyet. De 6 timer, det tog at flyve til Doha i Qatar gik overraskende hurtigt med god hjælp fra hyggesnakke, mad, spil, ”How I met Your Mother” og ”Mulan”.
Da vi ankom til Doha, var det helt vildt lummert, og huden klistrede virkelig meget. Det var en kæmpe lufthavn, hvor vi blev kørt rundt i bus – det var nærmest en lille landsby, der lå midt inde i Doha. Vi så en helt masse i burka og en masse mænd i hvide dragter med tørklæder på hovedet. Da vi kom længere ind i lufthavnen, mødte vi Joshua (En fyr fra Tyskland, som også skal ud som volontør for BDM. Han skal arbejde på børnehjemmet i Sumbawanga). Vi skulle vente ca. 4 timer til vi skulle med flyet til Dar es Salaam, så vi fik spist lidt, lavet krydsord, øvet Swahili-gloser og kigget lidt i butikker. Fra at komme fra lumre Doha og ind i det næste fly, fik jeg næsten et chok. Det var ret koldt og al den aircondition kunne ses ved en masse hvis røg, der lå oppe i loftet af flyet. Jeg stort set ikke sovet i flyet, og vi fik også mad midt om natten – så min døgnrytme var virkelig underlig. Og det kunne jeg godt mærke på min sultfornemmelse og i resten af kroppen. Da vi fløj over Dar es Salaam om morgenen, kunne man se en masse steder, hvor der kom røg op. Så vi gættede på, at det nok var folk, der lavede morgenmad over bål.

Dar es Salaam så virkelig anderledes ud fra luften i forhold til europæiske lande fra oven. Jorden var rød, der var træer og huse der var spredt i alle mulige retninger, og markerne var ikke firkantede (de havde bare nogle lidt tilfældige former). Da vi ankom blev vi mødt af en let varme (19 grader), så det var helt fantastisk. Folk smilede og sagde Karibu (velkommen på Swahili). Men da vi kom ned i indgangen til lufthavnen, var det ret kaotisk. Der var folk overalt, som var i gang med at udfylde visum-papirer. Vi fik at vide, at vi bare kunne gå igennem, fordi vi havde residence permit, men så blev vi stoppet af en anden, som sagde at vi også skulle udfylde en masse andet og betale 50 USD, selvom vi havde gjort det hjemmefra (så vi blev nok snydt?). Men det var en ok oplevelse, for al den ventetid på, at de fik ordnet vores papirer, blev brugt på at studere tanzanianernes måde at gå på, snakke på og arbejde på – og lad os bare sige, at de hyggede sig på arbejdet, fik slumret lidt, slappet lidt af, dasket lidt rundt og fik snakket med en masse i deres mobiltelefoner J.

Da vi kom ud af lufthavnen mødte vi ”Michael”, som skulle køre os rundt i taxa(eller det troede vi i hvert fald, at det var i lang tid – men så fandt vi ud af, at han hed Samuel og var en ven af Michael). Samuel var rigtig flink og lærte os lidt Swahili i taxaen. Så kørte vi til Soma biblia, hvor vi skulle hente vores bus-billetter til den næste dag. Her mødte vi Robert (men ikke den Robert, som vi havde fået at vide, at vi skulle møde), men det var helt fint. Robert var rigtig rar, og inviterede os på stranden ”White Sands” om eftermiddagen, og hjalp os med at lave aftaler med taxachaufførerne. Bagefter kørte vi til Passionist Fathers, hvor vi skulle bo. Her blev vi mødt med smil og ”karibu”, og vi fik lidt mad og vand. Så kørte vi til supermarkedet, hvor vi skulle bestille vores tanzanianske simkort og handle ind til busturen. Vi fik kørt en del rundt i Dar es Salaam og det var virkelig spændende bare at suge alt den kultur til sig og tanzanianernes hverdag i storbyen. Det, de fleste tanzanianere lavede, var at sidde og snakke med hinanden, gå rundt og hygge, snakke i telefon eller sælge ting til bilerne på gaden, som kører meget langsomt pga. de utallige biler. Dernæst gik turen til White Sands- det var helt fantastisk. Der var virkelig feriestemning med pool og blåt hav, en masse liggestole og kokospalmer. Det var virkelig lækkert at badet lidt og slappet af!

Om aftenen tog vi på restaurant sammen med Robert, og det var virkelig lækkert – og især fordi vi var så sultne. Det blev virkelig hurtigt mørkt og køligt, så vi skulle køres til hotellet af Samuen i taxaen. Da vi kom ”hjem” fik vi os et koldt bad, fik slappet lidt af og pakket lidt ud. Vi skulle sove under myggenet, så vores senge lignede næsten prinsessesenge – så det var da også sjovt at prøve J
Jeg fik sovet rigtig godt den nat, og det var godt, for den næste morgen (fredag d. 16.) skulle vi køre i bus i 14 timer fra Dar es Salaam til Mbeya. Vi havde hørt en masse om den tur, men den overraskede mig virkelig positivt. Det var faktisk rigtig spændende at køre tværs over Sydtanzania og se naturen, små landsbyer og en masse dyr. Vi så over 12 bavianer, en flok zebraer, en lille flok giraffer, antiloper, gnuer, grippe, elefanter m.m.. Det var virkelig en god oplevelse, og tiden gik faktisk rigtig hurtigt – den tur ville jeg ikke have undværet. Da vi kom til Mbeya var det virkelig kaotisk, da vi skulle have fat i bagagen. Alle ville hjælpe og bære vores bagage – så det gjaldt om at stå fast ved at sige nej, og slæbe det hele selv. Da Daniel og Julie havde hentet billetter fik vi snakket med en taxachauffør, der havde en minibus. Vi fik forhandlet prisen ned til 7000 Tsh (28 kr. for 8 personer med en masse bagage) – så det var vi godt tilfredse med J

Vi fik en virkelig varm velkomst på Sombrero Hotel. Og fik også en god aftensmad på en restaurant, som vi blev vist hen til af en dame fra hotellet. Det tog virkelig lang tid at få mad, og vi fik at vide, at vi kun kunne bestille 3 stk. af en slags ret og 4 stk. af den anden slags ret. Så vi lavede et slags delemåltid med hinanden. Det var en ung fyr, der stod for det hele stort set, og han gik rundt og nynnede og halvdansede og daskede lidt frem og tilbage, så der gik ret lang tid, til han blev færdig med vores mad, men vi var faktisk heller ikke helt vildt sultne, selvom vi kun havde levet af kiks og vand den dag.

Vi fik en god nats søvn og fortsatte med den næste bus til Sumbawanga den næste morgen (lørdag d. 17.). Vi blev næsten omringet af tanzanianere, der ville sælge os blå poser til vores bagage, men vi holdte hovederne kolde, og klarede også dette. Vi fik at vide, at vi skulle betale ekstra for vores bagage, fordi vi havde så meget bagage med. Vi fik forhandlet os ned på 20000 Tsh, men vi syntes stadig, det var ret dyrt, for vi havde kun betalt 15000 i den første bus. Men da vi senere snakkede med Sara og Miriam i Sumbawanga, fortalte de, at det var virkelig billigt, og at de havde givet mere end det dobbelte. Det var ret sjovt at køre i den bus, selvom sæderne ikke var helt i top og der var ret meget støv; for når vi kørte forbi landsbyerne, og havde åbne vinduer, så  kiggede de tanzanianske børn helt vildt og pegede og vinkede – det var ret sjovt. Turen gik godt – selvom vi kørte i gryften en gang, så gik det ellers bare derudaf.
I Sumbawanga mødte vi Miriam og Sara og Peter (en LM-missionær). Vi blev kørt til hotellet, og fik bagefter pandekager hos Sara og Miriam – det var rigtig hyggeligt. Vi var ude at spise omaftenen, og det var også rigtig hyggeligt. Jeg var utrolig træt og glædede mig til at komme hjem i seng. Vi gik tilbage fra restauranten, fordi taxaerne ikke kom. Det var også ret hyggeligt, men vi var lige ved at komme galt af sted på et tidspunkt, da en bil kørte lige i retningen mod os – men ingen af os kom noget til, vi fik bare et stort chok. Vi sluttede aftenen af med at takke Gud for, at han havde passet på os indtil nu, trods grøftturen, bilen, der kørte imod os, kaos og en masse mennesker. Så vi er ved godt mod, og er taknemmelige over, hvor godt det er gået indtil nu.

I morges (søndag) stod vi op omkring kl. 8.30, og vi gik hen til Miriam og Sara og fik morgenmad. Os piger havde iført os nederdele og dækkede skuldre og drengene havde taget lange bukser og skjorte på – for det var jo søndag, og vi skulle i kirke. Vi fulgtes med to af Sara og Miriams tanzanianske venner og så kom vi hen til Moravian Church i Sumbawanga. Der var virkelig gang i den, for der blev spillet musik og et kort var i fuldt gang med at danse helt vildt og sang virkelig højt og godt. Der var virkelig mange hoftevrik, så det var ret underholdende. Vi sad nede bagved i kirken, og selvom det hele foregik foran, var der en del (især børn), der ikke kunne lade være med at kigge bagud på os
J
Det var en spændende oplevelse at være med til – men det bliver nok lidt bedre, når vi kan forstå lidt mere swahili (det var mest ord som Yesu, asante, moyoni og wewe, som jeg forstod = Jesus, tak, hjerte og du). Bagefter gik vi en tur og fik spist lidt mad, og lige nu sidder nogle af de andre volontører og spiller kort med nogle tanzanianske drenge i baggården, og nogle af os sidder og laver blog – så alt i alt har vi det godt, nyder det gode vejr, den nye kultur og de spændende mennesker.      

(Billeder kommer senere, når nettet er bedre :) )